Naturvidenskab handler om at stille spørgsmål om vores eksistens i universet – og lede efter svar. Det mest grundlæggende spørgsmål naturvidenskaben stiller, er det simple:

Hvor er vi egentligt?

Universet, livet og alting

Det er et banalt spørgsmål, men det er også det mest fundamentale og spændende spørgsmål, der kan stilles. Hvor er vi? Hvad er det for en mærkelig suppe af liv, planet, stjerner og univers, vi befinder os i? Hvad kommer vi fra? Hvor kommer vi fra? Naturen har aldrig afgivet løfte om dens love skal kunne give mening for os, men alligevel har vi mennesker i tusindvis af år forsøgt at forstå hvordan alting hænger sammen.
Med dette fag tager vi på en naturvidenskabelig dannelsesrejse ind i den moderne videnskabs opdagelser.

Vi skal tale om universets skabelse og endeligt. Om livet selv; dets myriader af former, dets opståen og mærkelige forløb på jorden, og hvorvidt vi kan forvente at finde mere på andre planeter.

Vi skal lære om Einsteins relativitetsteorier og alt hvad de medfører af tyngdebølger og krumningen af rum og tid omkring et sort hul. Vi skal smage på klimaet for 300.000 år siden, forstå partikelinteraktioner ud fra Feynman diagrammer og hjælpe til med at kolonisere Mars. Og vi vil klæde dig på til at forstå og følge med i de allerstørste ubesvarede spørgsmål i videnskaben lige nu.

Men ikke nok med det, for vi stiller os ikke tilfredse med en gennemgang af videnskabelige resultater, fortryllende som de kan være. Det smukkeste ved videnskaben er ikke, hvad vi ved, men hvorfor vi ved det. For hvornår kan man egentlig sige at man ved noget med sikkerhed? Hvilke antagelser ligger der til grund for vores verdensbillede, og hvilke opdagelser ville få hele vores verdensbillede til at styrte i grus? Hvordan fungerer det subtile samspil mellem data og teori? Kan man bruge et usikkert måleresultat til noget som helst? Og hvordan sikrer vi os at opnå en objektiv forståelse af verden, som den er, når vi er begrænset af vores menneskelige sanseapparater og tankegang?

Vi bruger videnskaben til at finde ud af et klassisk højskolespørgsmål: Og hvad så? Hvad betyder det for os, hvis vi finder den endelige, samlende teori om den klassiske fysik og kvantefysikken? Hvad er virkelighed egentligt og betyder det noget for os, hvis vi slet ikke lever i den? Hvis vores computerkraft kan tage os steder hen, vi slet ikke kan drømme om – hvad betyder det så faktisk for vores drømme og vores tilværelse som mennesker?

”Universet, livet og alting” er et fag for dig, der er ægte nysgerrig og som gerne vil være klogere på naturvidenskaben. Faget forudsætter ikke et ekspertniveau; vi skal nok lære dig den teori, du skal bruge for at være med til at stille spørgsmålene. Det er et fag for dig, der elsker Stephen Hawking, eksperimentariet, ting der siger bang og som følger med, når NASA lander endnu en dims på Mars. Og faget er for dig, der bare er fascineret af det hele og vil vide mere i fællesskab med andre.

I løbet af opholdet vil du blive mødt af et væld af gæstende forskere inden for alverdens naturvidenskabelige grene, og til sidst vil du kunne styre en støt kurs gennem videnskabelige landvindinger, gamle som nye, og forstå den videnskabelige nødvendighed af (og lighederne mellem) fantasi, skepsis, viden, idé, og poesi.

Nej, naturen har aldrig afgivet løfte om at dens love skal give mening.
Men hvis du har mod på at se din eksistens fra et kosmisk perspektiv;
møde universet på dets egne præmisser;
Og komme ud på den anden side som et komplet menneske.
Ja, så er dette fag måske noget for dig.

Kom med på rejsen. Det bliver det mest eftertænksomme, du nogensinde har gjort.

”Universet, livet og alting” er et fag for dig, der er ægte nysgerrig og som gerne vil være klogere på naturvidenskaben.

Underviser:
Jophiel Nyman Wiis

Jophiel er astrofysiker fra Niels Bohr Instituttet i København. Som fysiker har han haft fingrene i alt fra forskning i det helt tidlige univers, evolutionsbiologi, design af rummissioner hos European Space Agency, udvikling af nye typer planter til koloniseringen af Mars og forskning i nye typer af supernovaer.

Han er foredragsholder, radio- og tv-vært, jurymedlem i Unge Forskere konkurrencen og underviser og projektvejleder på adskillige kurser og projekter. Derudover arrangerer han de populære paneldebatter Science Faction i København.

Undervejs i forløbet trækker vi gæstelærere ind i perioder, der taler om alt det, Jophiel ikke ved noget om.

Hvis du vil se mere om, hvem Jophiel er, og hvorfor han er værd at høre på, kan du se ham fortælle om altings endeligt.

SE MED HER

SE OGSÅ

TILMELD