Det er trods alt jeres hjem

DAGLIGDAGEN

Sådan bor du

Som elev på Gram Højskole har du hjemme på højskolen. Derfor er det selvfølgeligt vigtigt, at dit værelse kan være rammen for dit hjem.

Du bliver altid indkvarteret på dobbeltværelse, men du kan ønske et enkeltværelse, hvis du vil (mod et tillæg i prisen). Hos os er alle værelserne store og lyse og de fleste af dem er lige blevet moderniserede.

Rigtigt mange af vores værelser er bygget som små lejligheder med to sammenhængende værelser. Hvis det her var en ejendomsmæglerbeskrivelse, ville vi kalde det ”en suite”, men ok, det er måske at strække den. Sengene står som udgangspunkt i hver sit værelse, men du og din værelsesmakker kan vælge, om I vil sove i hver jeres rum eller om I vil rykke sammen og sove i det ene rum og bruge det andet som stue. Det er op til jer; værelserne er rigeligt store til begge dele.

Der er også ”almindelige” værelser med ét stort rum og de er rigeligt store til to personer.

Du får dit eget rummelige skab, og værelserne er i øvrigt enkelt indrettede med borde, stole og et par reoler. Det er helt med vilje, at vi ikke har fyldt værelserne med en masse ting og sager, for du skal selv flytte ind og gøre værelset til dit eget.

Hvert værelse har egen håndvask, mens toiletter og bad er fælles på etagen. Dem deler man med de andre beboere på ens etage og der er rigeligt med både bad og toiletter.

Du bliver indkvarteret med en værelsesmakker, som du naturligvis ikke kender på forhånd. Vi gør ikke meget andet end at sætte dig sammen med en af samme køn og én, der ikke har det samme linjefag som dig (så du kan lære noget nyt, før I går i seng). Resten er op til jer.

På en etage bor der ca. 15 personer. Din etage bliver hurtigt ”din gruppe” – her finder I sammen i etagens fællesrum og som etage er I en enhed, der sammen får ansvaret for f.eks. en fest, udsmykning eller andre aktiviteter. Og så er det også jer, der skal fordele jeres køkkentjanser mellem jer, når det er jeres tur. I aftaler selv, hvornår I holder et ugentligt møde, om I skal have en fælles pengekasse eller måske en kageordning – og hvordan I organiserer rengøringen af etagen, for den hænger I altså på.

Det er trods alt jeres hjem.