Vi vil lave
Højskole for erhvervslivet.
Med stort H

ERHVERV

Højskole for erhvervslivet

Traditionelt kommer to grupper af borgere på højskole: De unge mellem 19 og 25 år samt de ældre over 60 år. Fælles for disse grupper er, at de står på hver sin side af arbejdslivet – før og efter – men ikke for alvor er i gang med arbejdslivet. Størstedelen af borgerne i Danmark, dvs. voksne mennesker på arbejdsmarkedet, kommer altså af flere naturlige grunde ikke på højskole. Lad os ændre det.

Vi vil have erhvervslivet tilbage på højskolerne. Og vi vil gøre højskolen relevant for erhvervslivet igen. Vi drømmer om at møde medarbejdere, ledere, direktører, ansatte og andet godtfolk på højskolen – i arbejdstiden. Vi tror på, at vi kan gøre en stor forskel for både virksomheder, højskolerne og – ja, sgu’ – vores samfund, hvis vi kan åbne døren mellem højskolen og erhvervslivet.

Derfor er vi allerede begyndt at række hånden ud mod nogle store virksomheder og helt åbent spørge, hvordan vi kan komme i seng sammen igen? Og vi vil meget gerne have flere med og vil løbende invitere små og store virksomheder indenfor.

For det er som om, højskolerne har glemt erhvervslivet. Vi har travlt med at kalde os en folkehøjskole, men kan man kalde sig en folkehøjskole, hvis man ikke taler til så væsentlig en del af befolkningen? Næppe, mener vi.

Samtidigt ser vi på højskolernes kursister. Og vi kan se, at højskolerne øger deres livskvalitet, at folk tager opløftede og glade fra højskolen. Højskoler skaber uformelle møderum, hvor mennesker mødes på tværs og lader dem tale om noget væsentligt. Ja, vi ved, at højskolen kun har glade kunder! Et højskoleophold giver inspiration og plads til leg, debat og refleksion. En højskole er en fri skoleform uden eksamen, hvor alle deltager af lyst og ikke af pligt. En højskole forventer – og får – engagerede og medlevende kursister.

Med andre ord er det indlysende, at virksomheder kan skabe større arbejdsglæde, gøre en positiv forskel og dermed skabe værdi ved at sende sine medarbejdere på højskole.

Så hvorfor flokkes virksomhederne ikke på højskolerne? Well, vi mener, det er et spørgsmål om at lære at tale det samme sprog.

For vi ved godt, at man ikke dagen efter kurset kan måle en direkte effekt – men vi ved, at højskole sætter spor i lang tid efter opholdet, hvor inspiration, idéer og møder dukker op og gør en forskel i livet.

Vi vil ikke lave teambuilding-kurser eller erhvervskurser i ledelse, økonomistyring eller noget helt tredje. Nej, vi vil lave højskole for erhvervslivet, hvor vi inviterer indenfor på højskolens hjemmebane – og vi tør insistere på, at man som både menneske og som leder eller medarbejder skal høre om universets gåder, betragtninger om livets op- og nedture og synge sammen, spise sammen og alt det, der hører en højskole til.

Fordi for os er det helt indlysende, at højskolens værdier om fællesskab, dannelse og samvær er vigtige i vores samfund og derfor også vigtige for virksomhederne. Og vi tror på, at vi ved at komme erhvervslivet i møde kan skabe noget, der gør en positiv forskel for vores samfund – ikke kun for virksomhederne eller for højskolen.

Vi ser også en stor, positiv mulighed i at lade dagens erhvervsledere møde vores unge, stærke, dygtige og eftertænksomme elever på de lange kurser – som jo er morgendagens forbrugere og stærke meningsdannere; simpelthen at lade dem sidde sammen, debattere og tale om vores fælles fremtid uden referater og uden hensyn til medierne eller karrieren. Højskolen kan nemlig sætte lige præcis det ærlige møde og den ligefremme samtale i scene og det er en kæmpe værdi for både eleverne og erhvervslivet.

For os er det indlysende. Og vi er i fuld gang.

Vores samfunds formål er at udgøre et fundament for et godt liv for borgerne. Derfor er det væsentligt, at flest mulige borgere har muligheden for at spørge sig selv: Hvad er et godt liv for mig – og de andre. Det er højskolens historiske kerne at beskæftige sig med de spørgsmål.

Kontakt os for mere info:
erhverv@gramhojskole.dk

Forstander Jens Horstmann:
jens@gramhojskole.dk

Højskolen som skoleform har en forpligtelse til at lave højskole for alle borgere i Danmark – både efter loven og efter princip. Det må være højskolens ansvar i videst muligt omfang at tilbyde højskole til alle typer af borgere. Det vil vi tage alvorligt.