Uger hvor alt kan ske!

DAGLIGDAGEN

Temauge

På hvert elevhold er der en temauge; én i foråret og én i efteråret. Og vores interne arbejdstitel er (det må vi vist godt afsløre): Ugen hvor alt kan se. Det var egentligt et forsøg på at få det til at forkortes “UHA”, men det mislykkedes.

I temaugen opløser vi det almindelige skema og laver ny højskole hele ugen. Vi lægger beslag på dig dag og nat og vi blander seriøse workshops med seriøs ballade, debat og diskussion med yoghurtkrig og gemmeleg – og vi giver dig utvivlsomt en oplevelse, du tager med dig. Vi håber lige nu, at det ikke er PTSD.

I vores temauge spiller vi på vores netværk og bringer dygtige og engagerede mennesker ind, der med viden og ekspertise kan rykke på din og de andres forestillinger. Vi sender jer også på tur, både med og uden komfort, og vi slutter ugen af med et brag af en fest.

Uh, alt kan ske!